Jeg har modtaget en kasse øl fra Beer Butler, som jeg har smagt mig igennem. Jeg har modtaget øllet som en gave, men som altid får det ikke lov til at influere på min bedømmelse af øllet.

Smagekassen er sammensat af Beer Butler, som har fået bryggerne selv til at introducere øllet i 12 små videoer, hvor Carsten Berthelsen så efterfølgende tager køberen i hånden og fortæller lidt om ølstilen og om hvad der er karakteristisk for den.
Et udmærket koncept, som dog står i den nette sum af 495 kroner (inklusiv levering) for 13 øl (Ja, der er en bonusøl med i kassen).
Nå, men de tolv øl har jeg smagt på i den rækkefølge, som Beer Butler har foreslået på den indlagte “indholdsfortegnelse”.
De 12 øl er:
Rise Bryggeri – Ærø Økologisk Pilsner – 3,9%
Pilsner
Meget prisværdigt med en pilsner på kun 3,9%. Carsten Berthelsen eftelyser 4,6-5% alkohol… Farven og klarheden fejler absolut ikke noget og duften er absolut en pilsner værdig med en ren duft af maltet brød og lidt blomster fra humlen.
Smagen er igen ren og frisk, som en pilsner skal være. Her er også en ret markant bitterhed, hvilket jeg godt kan li’. Den relativit lave alkoholprocent går på ingen måde udover smagen, da den uden problemer kan måle sig med mange af de bedste pilsnere fra supermarkederne. En udmærket sommerøl når græsset er slået.
Karakter 3.00 / 5.00
Svaneke Bryghus – Laid Back – 4,6%
Session IPA
Jeg er ikke meget skater og jeg ved faktisk ikke om det er sådan en øl skaterne drikker…? Øllen er brygget med humlerne Chinook og Citra efter amerikansk forbillede. Igen er klarhed og duft uden anmærkninger. Som en moderne IPA har den en anelse haze, men ikke noget der kommer i nærheden af en New England IPA.
Duften er lette citrusnoter og en smule malt, men efter min mening mangler der mere humleduft for at kvalificere sig indenfor IPA-kategorien. Smagen er igen nogen tyndbenet og en anelse sødlig med let citrus og en friskhed der mangler noget mere humlesmag, uden at det dog er bitterheden der skal øges. Igen en øl der ville kunne gøre sig efter græsslåning eller som en sommerlig strandøl.
Karakter: 3.00 / 5.00
Svendborgsund Bryghus – Sol Over Sundet – 4,8%
Amerikansk hvedeøl med hyldeblomst
Hvedeøl har jeg det normalt lidt anstrengt med, men det skal dog ikke forhindre at den får en fair bedømmelse.
Duften er sødlig med en let jordet duft, som sikkert stammer fra hyldeblomsterne, der efter bryggerens udsagn har været frosset – ærgerligt første indtryk.
Smagen er en anelse sødlig fra hveden med lette frugtige noter fra hyldeblomsterne. Hyldeblomsterne synes jeg slet ikke fylder nok i forhold til mine forventninger, når jeg hører bryggeren udtale sig i den tilhørende video. Ikke en øl der vælter nogen ned af stolen, men sikkert en udmærket øl til en let fynsk sommerfrokost.
Karakter: 2.75 / 5,00

Frejdahl – Fjalar – 4,8%
Hvedeøl med appelsinskal og koriander
Igen en hvedeøl – denne gang med appelsinskal og koriander. Det gør at øllen jo faktisk er en wit efter belgisk forbillede. Farven fejler ikke noget og det gør skummet heller ikke. Duften er meget afdæmpet uden tydelige spor af appelsinskal og koriander, men med en tydelig duft af korn og den syrlighed der typisk præger en god wit.
Smagen er igen relativt sødlig med en klar appelsinnote og en relativt tydelig sødme. Desværre er der også en del diacetyl, som forstyrrer smagsbilledet en del. Det kunne ha’ været så godt, men det ender desværre i bedste fald middelmådigt.
Karakter: 2.25 / 5.00
Ugly Duck – Miami Vice – 4,7%
Amerikansk pale ale
Lidt af en klassiker fra fynske Ugly Duck. Her er der tale om en pale ale efter amerikansk forbillede, hvor der gerne må være relativt store mængder humle i øllet.
Duften af denne øl er frugtig humle og en letsødlig malt fornemmelse. Citra, Cascade, Amarillo og Mosaic humlerne spiller allesammen en rolle, men tørhumlingen med Cascade og Mosaic er klart det der giver den frugtige smag til øllet. Bitterheden er på ingen måde overvældende, men bare behagelig og imødekommende. Klart en øl til en varm og solrig sommerdag.
Karakter: 3.50 / 5.00
Krenkerup Bryggeri – Classic – 4,8%
Wiener lager
Her havde jeg nok ønsket mig at Krenkerup Bryggeri havde spillet lidt mindre sikkert og havde budt ind med deres berømmede røgøl, bare for at få lidt mere spræl i udvalget i denne kasse. Jeg ved selvfølgelig ikke præcist hvordan øllene er udviklet, men modighed ville være blevet belønnet hos mig. Tilbage til øllen.
Farve, duft og klarhed fejler absolut ikke noget. Duften er karamel, brød og lidt humle – vel egentlig hvad man kan forvente sig af en wiener lager eller classic, som vi kalder det i Danmark. I videoen med Carsten Berthelsen får du faktisk forklaringen på hvorfor det hedder classic.
Smagen er, ligesom duften, ret ren, men her spiller karamellen en langt større rolle. Det er i og for sig en fin øl, men jeg synes bare at det havde været bedre med noget der udfordrede smageren lidt mere!
Karakter: 3.00 / 5.00

Ø-bryg – Sejlskibsøl – 4,8%
Red ale
Red ale er altid svært. Hvornår er noget rødt og hvornår er det ikke…? Er det nok at smagen er som man må forvente af disse relativt maltede øl, eller skal alle parametre være opfyldt? Jeg ved det ikke!
Duften af Sejlskibsøl er som forventet ret maltet og faktisk ikke meget andet. Jeg kunne godt ha’ tænkt mig en smule humle i duften til at lette indtrykket en smule. Smagen er igen præget af malt, men også rosiner, mørke tørrede frugter og en smule bitterhed. Den tørverøgede malt fornemmer jeg ikke rigtig, men øllen virker faktisk ret helstøbt og er et udmærkt bud på stilen, som ikke bliver for sød, som det nogen gange sker.
Karakter: 3.50 / 5.00
The Man Behind – Madrid – 5.4%
Amerikansk brown ale
Amerikansk brown ale, så skal ser altså være noget humlekarakter i øllet. Det får jeg ikke noget af i duften på denne øl. Aromaen er præget af lidt rosiner, en del svesker og lidt vådt brød! Det samme går igen i smagen, hvor der også kommer noget chokolade og nogen ret ubehagelige metalliske indslag. Den forventede humlede karakter var ikke rigtigt til at finde i øllet.
Madrid er absolut ikke en øl der lever op til mine forventninger, når nu den kommer fra en brygger der, i hvert fald tidligere, har omtalt sig selv som verdens bedste! Jeg er absolut ikke fan af den her øl og jeg kan ellers godt li’ en velbrygget brown ale.
Karakter: 2.25 / 5.00
Indslev Bryghus – Sort Hvede – 6,5%
Hvedestout
Igen er der her tale om lidt af en fynsk klassiker fra Indslev Bryggeri. Den her øl var en af mine gatewayøl da jeg begyndte for alvor at interessere mig for alt det spændende øl der findes ude i butikkerne.
Duften er behageligt afdæmpet, men med en god røget fornemmelse. Absolut en øl der både med duft og farve signalerer stout med stort S. Oplevelsen af den første slurk af øllen er blød og behagelig og egentlig meget som man vi forvente af en stout med en god mængde hvede. Smagen af øllet er præget af gode noter af kaffe og lakrids uden at det på noget tidspunkt bliver for meget. For at øllen skulle blive rigtigt god mangler jeg dog en større kompleksitet og en mere modig tilgang til smagen…Men stadig en god gatewayøl ind i craft beer verdenen.
Karakter: 3.50 / 5.00

Bryghuset Møn – Sommerspirets Lakridsstout – 5,1%
Lakridsstout
Lakridsstout…det kan altså både være en dreng og en pige. Er der tilsat for meget bliver det ubehageligt. Er der tilsat for lidt bliver det ligegyldigt.
Duften virker lovende da lakridsen ikke er dominerende, men bare en behagelig note. Smagen er som det første en ret behagelig stout oplevelse, men ret hurtigt kommer lakridsen ind i smagsbilledet. Der er en del lakrids og efter min smag er det lige markant nok og en smule overgjort. Jeg vil hellere ha’ at det kun er en smagsnote og ikke en dominerende smag. Samtidig bliver øllen lidt tynd i det i længden – sikkert fordi det er en undergæret stout, så den mangler nogle af de normale markante gærnoter i en god stout.
Karakter: 2.75 / 5.00
Midtfyns Bryghus – Chili Tripel – 9.2%
Chiliøl (Tripel med chili)
Øl med chili er altid svært, da det hurtigt bliver for meget af det gode og ødelægger smagen. Farven på ællen er fantastisk flot og duften er fin omend en smule i den neutrale ende.
Smagen erførst sødlige og frugtig, som man forventer det i en tripel efter belgisk forbillede, men så kommer chilien og alt for meget af den. Jeg kan godt li’ chili i mad og også i øl, når det er brugt som et krydderi. I den her øl er chili ikke kun et krydderi, men snarere en bærende del af smagen. Det er ikke godt i min verden. Samtidig må jeg bare sige at Eddies totalt overgearede stil i den tilhørende video ikke får mig til at elske øllen mere. Faktisk minder hans stil lidt om en brugtbilsforhandler på den helt forkerte måde.
Karakter: 2.00 / 5.00
Kissmeyer – Stockholm Syndrom – 9,5%
DIPA
En mand brygger der har lært Shaun Hill at brygge øl, må da virkelig kunne noget. Det kan Anders Kissmeyer da også. Denne DIPA har et flot tåget udseende og dufter dejligt af humlens frugtige noter med en dejlig pine-note.
Smagen behageligt bitter og egentlig også et udtryk for fint håndværk. Humlebitterheden er markant og bakket op af en øl der ikke er alt for sød, som DIPA’er nogen gange har tendens til at blive. Humlearomaerne synes jeg ikke helt bliver ført over i smagen. Bitterheden er næsten fuldstændigt domineret af bitterheden. Er tanken en west coast IPA/DIPA iklassisk forstand, så er det egentlig en okay øl, men de jeg synes faktisk at den mangler kompleksitet for at blive en spændende repræsentant for stilen.
Karakter: 3.00 / 5.00

Skal jeg udpege en favoritøl fra kassen, så må det nok være Miami Vice fra Ugly Duck. Ingen af øllene i kassen er rigtigt fremragende, men hvis man er i begyndelsen af sin ølrejse, så tror jeg faktisk at man vil få sig en god oplevelse med kassens indhold. Prisen synes jeg er til den høje side, da mange af øllene jævnligt kan købes i diverse supermarkeder til mellem 15 og 25 kroner stykket. Jeg vil selv hellere smide lidt flere kroner for mine øl og købe noget der har en højere smagskompleksitet.
Ideen med at lave en smagekasse, hvor bryggerne selv introducerer deres øl og hvor Carsten Berthelsen smager på øllet “sammen med” forbrugeren er fin, hvis man ikke har den store ølmæssige balast og baggrundsviden. Alt i alt en fin gatewaykasse til øllets mangfoldige verden.

Vil du læse om en anden oplevelse af smagekassen fra Beer Butler, så hop ind til beerbloggers.dk og læs om hvad gæstebloggeren Ugensøl oplevede.