Smagekasse fra BeerButler

Jeg har modtaget en kasse øl fra Beer Butler, som jeg har smagt mig igennem. Jeg har modtaget øllet som en gave, men som altid får det ikke lov til at influere på min bedømmelse af øllet.

Smagekassen er sammensat af Beer Butler, som har fået bryggerne selv til at introducere øllet i 12 små videoer, hvor Carsten Berthelsen så efterfølgende tager køberen i hånden og fortæller lidt om ølstilen og om hvad der er karakteristisk for den.

Et udmærket koncept, som dog står i den nette sum af 495 kroner (inklusiv levering) for 13 øl (Ja, der er en bonusøl med i kassen).

Nå, men de tolv øl har jeg smagt på i den rækkefølge, som Beer Butler har foreslået på den indlagte “indholdsfortegnelse”.

De 12 øl er:  

Rise Bryggeri – Ærø Økologisk Pilsner – 3,9%

Pilsner

Meget prisværdigt med en pilsner på kun 3,9%. Carsten Berthelsen eftelyser 4,6-5% alkohol… Farven og klarheden fejler absolut ikke noget og duften er absolut en pilsner værdig med en ren duft af maltet brød og lidt blomster fra humlen. 

Smagen er igen ren og frisk, som en pilsner skal være. Her er også en ret markant bitterhed, hvilket jeg godt kan li’. Den relativit lave alkoholprocent går på ingen måde udover smagen, da den uden problemer kan måle sig med mange af de bedste pilsnere fra supermarkederne. En udmærket sommerøl når græsset er slået.

Karakter 3.00 / 5.00 

Svaneke Bryghus – Laid Back – 4,6%

Session IPA

Jeg er ikke meget skater og jeg ved faktisk ikke om det er sådan en øl skaterne drikker…? Øllen er brygget med humlerne Chinook og Citra efter amerikansk forbillede. Igen er klarhed og duft uden anmærkninger. Som en moderne IPA har den en anelse haze, men ikke noget der kommer i nærheden af en New England IPA.

Duften er lette citrusnoter og en smule malt, men efter min mening mangler der mere humleduft for at kvalificere sig indenfor IPA-kategorien. Smagen er igen nogen tyndbenet og en anelse sødlig med let citrus og en friskhed der mangler noget mere humlesmag, uden at det dog er bitterheden der skal øges. Igen en øl der ville kunne gøre sig efter græsslåning eller som en sommerlig strandøl.

Karakter: 3.00 / 5.00  

Svendborgsund Bryghus – Sol Over Sundet – 4,8%

Amerikansk hvedeøl med hyldeblomst

Hvedeøl har jeg det normalt lidt anstrengt med, men det skal dog ikke forhindre at den får en fair bedømmelse. 

Duften er sødlig med en let jordet duft, som sikkert stammer fra hyldeblomsterne, der efter bryggerens udsagn har været frosset – ærgerligt første indtryk.

Smagen er en anelse sødlig fra hveden med lette frugtige noter fra hyldeblomsterne. Hyldeblomsterne synes jeg slet ikke fylder nok i forhold til mine forventninger, når jeg hører bryggeren udtale sig i den tilhørende video. Ikke en øl der vælter nogen ned af stolen, men sikkert en udmærket øl til en let fynsk sommerfrokost.

Karakter: 2.75 / 5,00 

De første tre øl fra Rise Bryggeri, Svaneke Bryghus og Svendborgsund Bryghus

Frejdahl – Fjalar – 4,8%

Hvedeøl med appelsinskal og koriander

Igen en hvedeøl – denne gang med appelsinskal og koriander. Det gør at øllen jo faktisk er en wit efter belgisk forbillede. Farven fejler ikke noget og det gør skummet heller ikke. Duften er meget afdæmpet uden tydelige spor af appelsinskal og koriander, men med en tydelig duft af korn og den syrlighed der typisk præger en god wit.

Smagen er igen relativt sødlig med en klar appelsinnote og en relativt tydelig sødme. Desværre er der også en del diacetyl, som forstyrrer smagsbilledet en del. Det kunne ha’ været så godt, men det ender desværre i bedste fald middelmådigt.

Karakter: 2.25 / 5.00

Ugly Duck – Miami Vice – 4,7%

Amerikansk pale ale

Lidt af en klassiker fra fynske Ugly Duck. Her er der tale om en pale ale efter amerikansk forbillede, hvor der gerne må være relativt store mængder humle i øllet.

Duften af denne øl er frugtig humle og en letsødlig malt fornemmelse. Citra, Cascade, Amarillo og Mosaic humlerne spiller allesammen en rolle, men tørhumlingen med Cascade og Mosaic er klart det der giver den frugtige smag til øllet. Bitterheden er på ingen måde overvældende, men bare behagelig og imødekommende. Klart en øl til en varm og solrig sommerdag.

Karakter: 3.50 / 5.00

Krenkerup Bryggeri – Classic – 4,8%

Wiener lager

Her havde jeg nok ønsket mig at Krenkerup Bryggeri havde spillet lidt mindre sikkert og havde budt ind med deres berømmede røgøl, bare for at få lidt mere spræl i udvalget i denne kasse. Jeg ved selvfølgelig ikke præcist hvordan øllene er udviklet, men modighed ville være blevet belønnet hos mig. Tilbage til øllen.

Farve, duft og klarhed fejler absolut ikke noget. Duften er karamel, brød og lidt humle – vel egentlig hvad man kan forvente sig af en wiener lager eller classic, som vi kalder det i Danmark. I videoen med Carsten Berthelsen får du faktisk forklaringen på hvorfor det hedder classic.

Smagen er, ligesom duften, ret ren, men her spiller karamellen en langt større rolle. Det er i og for sig en fin øl, men jeg synes bare at det havde været bedre med noget der udfordrede smageren lidt mere!

Karakter: 3.00 / 5.00

Øl nummer 4 til 6 fra Bryggeriet Frejdahl, Ugly Duck og Krenkerup Bryggeri

Ø-bryg – Sejlskibsøl – 4,8%

Red ale 

Red ale er altid svært. Hvornår er noget rødt og hvornår er det ikke…? Er det nok at smagen er som man må forvente af disse relativt maltede øl, eller skal alle parametre være opfyldt? Jeg ved det ikke!

Duften af Sejlskibsøl er som forventet ret maltet og faktisk ikke meget andet. Jeg kunne godt ha’ tænkt mig en smule humle i duften til at lette indtrykket en smule. Smagen er igen præget af malt, men også rosiner, mørke tørrede frugter og en smule bitterhed. Den tørverøgede malt fornemmer jeg ikke rigtig, men øllen virker faktisk ret helstøbt og er et udmærkt bud på stilen, som ikke bliver for sød, som det nogen gange sker.

Karakter: 3.50 / 5.00

The Man Behind – Madrid – 5.4%

Amerikansk brown ale 

Amerikansk brown ale, så skal ser altså være noget humlekarakter i øllet. Det får jeg ikke noget af i duften på denne øl. Aromaen er præget af lidt rosiner, en del svesker og lidt vådt brød! Det samme går igen i smagen, hvor der også kommer noget chokolade og nogen ret ubehagelige metalliske indslag. Den forventede humlede karakter var ikke rigtigt til at finde i øllet. 

Madrid er absolut ikke en øl der lever op til mine forventninger, når nu den kommer fra en brygger der, i hvert fald tidligere, har omtalt sig selv som verdens bedste! Jeg er absolut ikke fan af den her øl og jeg kan ellers godt li’ en velbrygget brown ale.

Karakter: 2.25 / 5.00 

Indslev Bryghus – Sort Hvede – 6,5%

Hvedestout

Igen er der her tale om lidt af en fynsk klassiker fra Indslev Bryggeri. Den her øl var en af mine gatewayøl da jeg begyndte for alvor at interessere mig for alt det spændende øl der findes ude i butikkerne. 

Duften er behageligt afdæmpet, men med en god røget fornemmelse. Absolut en øl der både med duft og farve signalerer stout med stort S. Oplevelsen af den første slurk af øllen er blød og behagelig og egentlig meget som man vi forvente af en stout med en god mængde hvede. Smagen af øllet er præget af gode noter af kaffe og lakrids uden at det på noget tidspunkt bliver for meget. For at øllen skulle blive rigtigt god mangler jeg dog en større kompleksitet og en mere modig tilgang til smagen…Men stadig en god gatewayøl ind i craft beer verdenen.

Karakter: 3.50 / 5.00

Øl nummer 7 til 9 fra Ø-Bryg, The Man Behind og Indslev Bryggeri

Bryghuset Møn – Sommerspirets Lakridsstout – 5,1%

Lakridsstout

Lakridsstout…det kan altså både være en dreng og en pige. Er der tilsat for meget bliver det ubehageligt. Er der tilsat for lidt bliver det ligegyldigt. 

Duften virker lovende da lakridsen ikke er dominerende, men bare en behagelig note. Smagen er som det første en ret behagelig stout oplevelse, men ret hurtigt kommer lakridsen ind i smagsbilledet. Der er en del lakrids og efter min smag er det lige markant nok og en smule overgjort. Jeg vil hellere ha’ at det kun er en smagsnote og ikke en dominerende smag. Samtidig bliver øllen lidt tynd i det i længden – sikkert fordi det er en undergæret stout, så den mangler nogle af de normale markante gærnoter i en god stout.

Karakter: 2.75 / 5.00

Midtfyns Bryghus – Chili Tripel – 9.2%

Chiliøl (Tripel med chili)

Øl med chili er altid svært, da det hurtigt bliver for meget af det gode og ødelægger smagen. Farven på ællen er fantastisk flot og duften er fin omend en smule i den neutrale ende.

Smagen erførst sødlige og frugtig, som man forventer det i en tripel efter belgisk forbillede, men så kommer chilien og alt for meget af den. Jeg kan godt li’ chili i mad og også i øl, når det er brugt som et krydderi. I den her øl er chili ikke kun et krydderi, men snarere en bærende del af smagen. Det er ikke godt i min verden. Samtidig må jeg bare sige at Eddies totalt overgearede stil i den tilhørende video ikke får mig til at elske øllen mere. Faktisk minder hans stil lidt om en brugtbilsforhandler på den helt forkerte måde.

Karakter: 2.00 / 5.00

Kissmeyer – Stockholm Syndrom – 9,5%

DIPA

En mand brygger der har lært Shaun Hill at brygge øl, må da virkelig kunne noget. Det kan Anders Kissmeyer da også. Denne DIPA har et flot tåget udseende og dufter dejligt af humlens frugtige noter med en dejlig pine-note. 

Smagen behageligt bitter og egentlig også et udtryk for fint håndværk. Humlebitterheden er markant og bakket op af en øl der ikke er alt for sød, som DIPA’er nogen gange har tendens til at blive. Humlearomaerne synes jeg ikke helt bliver ført over i smagen. Bitterheden er næsten fuldstændigt domineret af bitterheden. Er tanken en west coast IPA/DIPA iklassisk forstand, så er det egentlig en okay øl, men de jeg synes faktisk at den mangler kompleksitet for at blive en spændende repræsentant for stilen.

Karakter: 3.00 / 5.00  

Smagningens sidste tre øl fra Bryghuset Møn, Midtfyns Bryghus og Kissmeyer

Skal jeg udpege en favoritøl fra kassen, så må det nok være Miami Vice fra Ugly Duck. Ingen af øllene i kassen er rigtigt fremragende, men hvis man er i begyndelsen af sin ølrejse, så tror jeg faktisk at man vil få sig en god oplevelse med kassens indhold. Prisen synes jeg er til den høje side, da mange af øllene jævnligt kan købes i diverse supermarkeder til mellem 15 og 25 kroner stykket. Jeg vil selv hellere smide lidt flere kroner for mine øl og købe noget der har en højere smagskompleksitet. 

Ideen med at lave en smagekasse, hvor bryggerne selv introducerer deres øl og hvor Carsten Berthelsen smager på øllet “sammen med” forbrugeren er fin, hvis man ikke har den store ølmæssige balast og baggrundsviden. Alt i alt en fin gatewaykasse til øllets mangfoldige verden.

Det samlede indhold af smagekassen

Vil du læse om en anden oplevelse af smagekassen fra Beer Butler, så hop ind til beerbloggers.dk og læs om hvad gæstebloggeren Ugensøl oplevede.

#OrdetErJeres – Fanø Bryghus

Jeg har igen begået et interview til serien #OrdetErJeres hos beerbloggers.dk. I dag er interviewet med Fanø Bryghus og brygmester Steve Rold. Læs det her: http://beerbloggers.dk/2020/04/13/ordeterjeres-fano-bryghus/

Et enkelt af dagens spørgsmål skal I selvfølgelig ha’ lov at se her:

  • What are you drinking while writing the answers to this?
    • “I’m sitting in the sun, drinking “Fanø Forår” our season helles bock.”

(Billedemateriale venligst udlånt af Fanø Bryghus)

#OrdetErJeres – Erlings Jazz- Og Ølbar

Aarhus og den hyggelige ølbar Erlings Jazz- og Ølbar er målet i dagens #OrdetErJeres interview, som jeg har skrevet til beerbloggers.dk. Læs det her: http://beerbloggers.dk/2020/04/11/ordeterjeres-erlings-jazz-og-olbar/

Et enkelt af dagens spørgsmål skal I selvfølgelig ha’ lov at se her:

  • Hvad er det bedste måltid du har indtaget mens du holder social distance?
    • “Aubergine friturestegt i en pale-ale dej med hvidløgssauce og ris. Har alt for meget tid – og et rimelig mange IPA’er via Erlings, så hvorfor ikke?”

(Billedemateriale venligst udlånt af Erlings Jazz- og Ølbar)

#OrdetErJeres – Haandpluk Kaffebar og Delikatesse/ 3 Crates Brewing

Thy, Klitmøller, Haandpluk og 3 Crates Brewing er i centrum i dagens #OrdetErJeres interview, som jeg har skrevet til beerbloggers.dk. Læs det her: http://beerbloggers.dk/2020/04/09/ordeterjeres-haandpluk-kaffebar-og-delikatesse-3-crates-brewing/

En lille teaser skal I da ha’… Her er de to ekstra spørgsmål Lars fik lov til at svare på:

  • Hvad er det længste du har beholdt morgenhår og nattøj på i den her tid?
  • Hvad er det sjoveste tiltag du er stødt på under Corona-nedlukningen?

(Billedemateriale venligst udlånt af Haandpluk)

Interviewet med Penyllan Brewing fra i går kan i øvrigt stadig ses her: https://awordonbeers.com/2020/04/08/ordeterjeres-penyllan-brewery/

#OrdetErJeres – Penyllan Brewery

Jeg har i dag lavet et interview med Jessica fra Penyllan Brewing, som kan læses på beerbloggers.dk. Interviewet er en del af #CraftBeerAid2020 som BeerBloggersDK taget initiativ til.

Her er spørgsmålene Jessica og Penyllan fik. Hele interviewet med alle svarene kan læses her: http://beerbloggers.dk/2020/04/08/ordeterjeres-penyllan-brewing/

  • Hvordan har den praktiske hverdag i butikken ændret sig den seneste måned?
  • Hvilke nye tiltag og tanker har den nuværende situation medfødt hos jer
  • Hvad ser I om noget den nuværende situation bibringe af positivt til branchen eller jer selv på sigt?
  • Hvad ser I allermest frem til på den anden side af corona-krisen?
  • Har I noget spændende på bedding, som vi må tease for?

Jessica fik to ekstra spørgsmål, da hun selv havde foreslået at der kom et par stykker mere 🙂

  • What are you drinking while writing the answers to this?
  • Most Pathetic meal you have eaten during this time?

Tusind tak til Penyllan og Jessica Andersen for svar til interviewet i serien #OrdetErJeres.

(Logo venligst udlånt af Penyllan Brewery)

Penyllan Brewing på på Instagram og Facebook:

https://www.instagram.com/penyllanbrewery/

#OrdetErJeres – Bad Seed Brewing

Så kom dagen, hvor Nordjylland og Aalborgområdet skulle repræsenteres i BeerBloggersDK-serien #OrdetErJeres. Dagens interviewoffer er Bad Seed Brewing og ejer/brygger Frederik Hector Schmidt. Interviewseriens fokus er dansk øl og håbet om at fortælle en positiv historie midt i en ellers trang og udfordrende tid, hvor kampen for overlevelse er åbenbar. Interviewene er en del af #CraftBeerAid2020 som vi hos BeerBloggersDK taget initiativ til.

  • Hvordan har den praktiske hverdag i butikken ændret sig den seneste måned?
    • “Vi er gået fra at producere ca 35% dåser og 65% fadøl til at det lige nu stort set kun er dåser – alle vores fadølskunder er jo desværre lukket fra én dag til en anden. Nu her d. 26/3 hvor vi tappede dåser, tømte vi ikke tankene – kun ca. halvvejs – og min plan var egentlig at lade øllene stå på køl på tankene, indtil det hele er overstået. Men så røg de første dåser så hurtigt ud af døren, at vi har booket endnu en tapning, så vi kan få tappet det sidste på dåse også.Desuden har jeg sat produktionen lidt i bero, og regner ikke med at skulle brygge før slutningen af april igen. Egentlig primært fordi mig og min kone venter vores barn nummer to her i starten af april, og derfor passer det mig fint at holde en lille pause i produktionen.”
  • Hvilke nye tiltag og tanker har den nuværende situation medfødt hos jer
    • “Vi var ret hurtige ude med at tilbyde dørtrinslevering af øl i hele Aalborg Kommune. Når butikker og barer er hårdt ramt, er jeg nødt til at tænke anderledes for at opretholde noget salg, så derfor blev vi enige om at dette var vejen frem. Og det har været en stor succes.”
  • Hvad ser I om noget den nuværende situation bibringe af positivt til branchen eller jer selv på sigt?
    • “Frem for alt betyder det en styrkelse af vores lokale forankring – vi kommer ud til enormt mange mennesker med vores øl, og jeg håber at det bidrager til en følelse hos aalborgensere, at Bad Seed Brewing er “vores” bryggeri. Desuden tror jeg, at jeg igennem Facebook, og måden vi sælger på i dag, rammer et andet segment – og ikke kun de mere nørdede, som går på ølbar og i vinbutik. Så vi rammer ind i et nyt segment – og præsenterer egentlig rigtig mange mennesker for øllets potentiale. Det er enormt positivt.”
  • Hvad ser I allermest frem til på den anden side af corona-krisen?
    • “At det sociale aspekt ved øldrikning vender tilbage. Øl er en kontaktsport, man skal sidde med gode venner på en bar og drikke øl, man skal holde bottle shares, man skal stå længe og nørde øl med sin lokale ølpusher. Det bliver godt at få igen! Og så bliver det også dejligt en gang at drive virksomhed i en verden, som ikke står i brand.”
  • Har I noget spændende på bedding, som vi må tease for
    • “Vi har lige besluttet at vores årlige Bad Seed Beer Fest flyttes fra august 2020 til januar 2021. Så i 2021 bliver der faktisk to Bad Seed Beer Fest.”

Frederik fik da også lige to ekstra spørgsmål fra den lidt lettere afdeling.

  • Hvad er den bedste film/serie du har set mens du holder social distance?
    • “Vi kører et re-run af House of Cards hjemme hos os i øjeblikket, og det er altså en fornøjelse. Kevin Spacey er pludselig ikke så kosher længere, men er du gal en præstation i den serie.”
  • Hvad er det ynkeligste måltid du har spist i den her tid?
    • “Ynkeligste måltid? Det må være en super ringe sandwich med æg og bacon fra Rema1000’s ready-to-eat disk. Føj for den lede – men det skulle gå stærkt, og kunne spises i bilen.”

Bad Seed Brewing har ret hurtigt omstillet produktionen til hovedsageligt at være dåseøl. Et fornuftigt træk, når nu ølbarerne ikke kan servere den normale mængde fadøl. Frederik var desuden hurtig til at sørge for dørtrinslevering i Aalborområdet, hvilket tilsyneladende har skaffet ham en lang række kunder, der ikke tidligere har kigget i retning af Bad Seed Brewings øl. Lad os håbe at det holder ved på den anden side af krisen! Og husk så i øvrigt stadig: #SammenHverForSig #DrikUdeHjemme og #DrikDansk

Mange tak til Bad Seed Brewing og Frederik Hector Schmidt for svar til vores interviewserie #OrdetErJeres – en del af #CraftBeerAid2020.

Læs med i morgen når endnu en aktør på den danske ølscene får ordet!

(Billedemateriale venligst udlånt af Bad Seed Brewing)

Find Bad Seed Brewing på på Instagram og Facebook

https://www.instagram.com/badseedbrewing/

#OrdetErJeres – Tidensfarvers Ølafdeling

Endnu en dag og endnu et interview i BeerBloggersDK-serien #OrdetErJeres. I dag er det den aarhusianske ølbutik Tidens Farvers Ølafdeling der står for tur i rækken af interviews med bryggerier, barer og ølbutikker. Fokus for serien er dansk øl og håbet om at fortælle en positiv historie midt i en ellers trang og udfordrende tid, hvor kampen for overlevelse er åbenbar. Interviewene er en del af #CraftBeerAid2020 som vi hos BeerBloggersDK taget initiativ til.

Svarene i dagens interview kommer fra Martin Kreutzfeldt, som er ølansvarlig i Tidens Farvers Ølafdeling.

  • Hvordan har den praktiske hverdag i butikken ændret sig den seneste måned?
    • “Det praktiske for os er helt klart at cafeen ved siden af er lukket, og chefen har sendt en af sine medarbejdere hjem grundet helbredsrisiko og samtidig givet resten af de ansatte fri når det brænder på derhjemme. Han arbejder aktuelt for 2,5 hvor han plejer at arbejde for 1,5. Derudover har vi også skulle tage vores forbehold med antal af kunder i butikken. Dog har vi kunnet afhjælpe det en del ved den kontaktløse bod vi har foran butikken.”
  • Hvilke nye tiltag og tanker har den nuværende situation medfødt hos jer
    • “Vi har helt sikkert fået en forståelse for den kærlighed og det sammenhold vi har på den århusianske ølscene. Det er dejligt at mærke folks forståelse for den svære situation vi alle står i. Vi startede en indsamling til at støtte de små uafhængige Århusianske barer. Det var dejligt at læse beskederne fra folk der donerede en skærv og det samme har vi mærket i butikken. Folk har også spurgt hæftigt ind til om vi har viden om deres yndlingsbarer. Vi har også forsøgt at få mere dansk øl på hylderne i denne tid. Men det er en balancegang, for vi vil også gerne fortsætte med at støtte vores gode kontakter iblandt importørerne. Det er lidt det samme omkring hvilke barer vi skulle samle ind til. Hvis vi støttede fuldt ud alle dem vi gerne ville, så blev støtten forsvindende lille og uden nogen effekt. Det er en svær tid for os alle. Vi kan også mærke salget er faldet lidt. Og det er for så vidt glædeligt for folk skal holde afstand. Langt hovedparten af vores salg er rykket ud i den kontaktløse bod og det er glædeligt.”
  • Hvad ser I om noget den nuværende situation bibringe af positivt til branchen eller jer selv på sigt?
    • “Håbet er at folk får en forståelse for at støtte de lokale. Hvis man vil have en by med liv og community så er der altså kun en ting der virker. VI griner lidt når folk sender #thoughtsandprayers til et katastrofeområde. Det er nok ikke det der redder folk efter en oversvømmelse. Det samme gør sig gældende for livet i byen. “Put your money where your mouth is” er i den grad aktuelt i denne situation, men det er den også når det er hverdag. Ellers er der ikke meget positivt at sige omkring denne situation. Alle kæmper for deres eksistens, og inden man jubler over alle de billige øl bryggerierne tilbyder skal man nok overveje hvad de rabatter man henter betyder for fortjenesten hos dem.”
  • Hvad ser I allermest frem til på den anden side af corona-krisen?
    • “At kunne komme tilbage til normalen, hvor vi kan mødes uden frygt. Forhåbentligt uden nogle har knækket nakken på det.”
  • Har I noget spændende på bedding, som vi må tease for?
    • “Vi arbejder lidt på at lave noget for vores gode stamkunder. Det er ikke endeligt udformet, men vi vil gerne finde et setup, hvor de kunder vi har der kommer uge efter uge, får nogle fordele. Tankerne kredser om en gang imellem, at frigive en af de helt unikke øl kun til salg blandt disse, hvor den kan købes til meget lav pris. At vi skal støttes betyder også at vi skal “støtte” vores kunder. Den er dog stadig kun i ide-stadiet.”

Martin fik yderligere to spørgsmål, som mere handler om hans egen vej igennem Coronakrisen.

  • Bedste øl du har drukket under nedlukningen af samfundet?
    • Det er uden tvivl Siren/ J.wakefield: Dark and perilous nights. Fremragende bourbonfadlagret sort sag. Masser af fadkarakter, men uden den er boozy. Blød og rund.”
  • Sjoveste tiltag du er stødt på under nedlukningen?
    • “Både Mikkeller i KBH og lokalt restauraten Il Locale har allieret sig med en noget alternativ udbringing. MRC hjælper mikkeller, mens vores venner i Århus har sat et lokalt cykelhold på sagen.”

Martins svar giver et vist håb for at der er mange af aktørerne i den danske ølverden, der er indstillede på at hjælpe hinanden igennem krisen. For at støtte butikker som Tidens Farves Ølafdeling, er det vigtigt at benytte sig af de tiltag de stiller op med under en unormal situation. Køb deres øl – danske som udenlandske – det kommer os alle sammen til gode på den anden side af krisen, hvor vi så stadig vil kunne købe interessant øl i velafsorterede ølbutikker. Og husk så i øvrigt: #SammenHverForSig #DrikUdeHjemme og #DrikDansk

Mange tak til Tidens Farvers Ølafdeling og Martin Kreutzfeldt for svar til vores interviewserie #OrdetErJeres – en del af #CraftBeerAid2020.

Læs med i morgen når Bad Seed Brewing har ordet!

(Billedemateriale venligst udlånt af Tidens Farvers Ølafdeling)

Find Tidens Farvers Ølafdeling på Instagram og Facebook

https://www.instagram.com/tidensfarvers_oelafdeling/