Smag Dansk Craft med Craftbeerpusher

For noget tid siden blev jeg kontaktet af Niels fra Craftbeerpusher.com. Niels havde fået den gode idé at han ville holde en online ølsmagning med nogen af de mindre danske bryggerier. Smagningen skulle være med øl af høj kvalitet og den skulle være anderledes en de mange andre onlinesmagninger der har kørt forskellige steder, siden Corona’en lukkede landet ned. Vi skrev lidt frem og tilbage om det og Niels landede på en kasse med 12 øl, som godt måtte udfordre øldrikkeren, men som også holdte et tilpas højt niveau.

De deltagende bryggerier i Smag Dansk Craft med Craftbeerpusher

Smag Dansk Craft endte på en model med 12 individuelle smagninger af en halv times varighed. Til hver af smagningerne skulle bryggeren eller en anden fra det deltagende bryggeri være med og så skulle der også være en ølblogger med. Da jeg er en del af beerbloggers.dk var det naturligt at de blev spurgt. Det endte med at fem bloggere udover mig selv bed på. De fem var Thorbeers, Danish Beer Bastard, Copenhagen Beer Traveler, Ousen om Øl og Beercause.

Smag Dansk Craft startede ud med smagning 21. maj og kørte frem til 1. juni og jeg var selv deltagende blogger den første dag, hvor Observatoriet og deres øl Blume var på dagsordenen. Derefter var der smagninger med Alefarm, Ølsnedkeren (collab med Åben), Hjort Beer, Åben, Humleland, Hoppe.Beer, Bad Seed Brewing, Flying Couch Brewing, Ølluminati (hvor jeg igen selv var med), Brew 42 og sidst Caleidoskope Brewing Company.

Et billede fra den yderst festlige livesending fra Ølluminati i Viborg. Til venstre er det Niels fra Craftbeerpusher, i midten er der Theis aka Fadølsbaronen fra Ølluminati og til højre er det mig selv.

Alle øllene holdt et højt niveau og det løftede bestemt oplevelsen at det var muligt at stille spørgsmål til bryggeren/bryggeriet undervejs i smagningen. Vil du gerne læse om de forskellige øl, vil jeg opfordre dig til at kigge på mine opslag på Instagram eller Facebook, hvor de er beskrevet mere detaljeret.

De relativt korte smagninger på ca. 30 minutter var ualmindeligt velvalgt og gjorde det overskueligt at være med. Skulle man misse en enkelt af livesendingerne var der jo også den indbyggede fordel at smagningsvideoerne efterfølgende kan ses på Craftbeerpushers Facebookside. At videodelen var lækkert produceret af Niels’ kone Nana, gjorde det bestemt heller ikke ringere.

Skulle jeg komme med et enkelt punkt til ændringer i fremtiden, skulle det nok være at komme lidt ned i antal øl, da tolv dage i træk måske kan blive en smule overvældende og trække lidt hårdt på kontoen med ægtefællekredit.

Kommer der en dag en runde mere efter samme model er jeg helt sikkert til at overbevise om at deltage igen. Det sociale element ved øldrikning bliver tilgodeset og det er rart at høre bryggerens tanker om øllet samtidig med at der bliver svaret på gode spørgsmål fra deltagerne.

De 12 øl i kassen til Smag Dansk Craft