Min sommerølrejse i 2024 går til Franken og Bamberg, så forvent øl, mad og hygge i stride strømme.
Masser af liv, god mad og velsmagende øl
Turen i området omkring Bamberg er i dag nået til den lille by Stiebarlimbach og Brauerei Roppelt og deres bierkeller i skoven på kanten af byen. På en varm og solbeskinnet dag var det et fremragende sted at nyde øl og aftensmad.
Ved du ikke, at du kører efter Brauerei Roppelts Keller kan du nemt misse det, men når du først er der, så opdager du, hvor mange mennesker der rent faktisk kan være der uden at det føles crowded. Skyggen af de store løvtræer og pladsen til at kigge ud i skoven giver ro og velvære til at nyde øl og mad på behørig vis. Dejligt sted 😊

Kellerbier i stein
Øllen vi valgte til maden var et stort krus af deres kellerbier. Det er en lækker kellerbier, som passede perfekt til Schäuferla (svinekød) med Kloß og sauerkraut. Ikke voldsomt bitter eller frugtig, bare virkeligt behagelig og drikbar 😊
Karakter: 3,75 ud af 5,00 🍺

Når jeg sidder et sted som Roppelts Bierkeller, så kan jeg godt undre mig over at det ikke er muligt at lave tilsvarende behagelige og afslappede steder i Danmark? Bare i mit eget lokalområde omkring Silkeborg kunne jeg da nævne en del steder, der ville være oplagte muligheder. Om det er manglende opbakning fra kunder eller lovgivning der spænder ben skal jeg ikke kunne sige. Jeg er svar skyldig. Hvad tænker du?



