Smag Dansk Craft med Craftbeerpusher

For noget tid siden blev jeg kontaktet af Niels fra Craftbeerpusher.com. Niels havde fået den gode idé at han ville holde en online ølsmagning med nogen af de mindre danske bryggerier. Smagningen skulle være med øl af høj kvalitet og den skulle være anderledes en de mange andre onlinesmagninger der har kørt forskellige steder, siden Corona’en lukkede landet ned. Vi skrev lidt frem og tilbage om det og Niels landede på en kasse med 12 øl, som godt måtte udfordre øldrikkeren, men som også holdte et tilpas højt niveau.

De deltagende bryggerier i Smag Dansk Craft med Craftbeerpusher

Smag Dansk Craft endte på en model med 12 individuelle smagninger af en halv times varighed. Til hver af smagningerne skulle bryggeren eller en anden fra det deltagende bryggeri være med og så skulle der også være en ølblogger med. Da jeg er en del af beerbloggers.dk var det naturligt at de blev spurgt. Det endte med at fem bloggere udover mig selv bed på. De fem var Thorbeers, Danish Beer Bastard, Copenhagen Beer Traveler, Ousen om Øl og Beercause.

Smag Dansk Craft startede ud med smagning 21. maj og kørte frem til 1. juni og jeg var selv deltagende blogger den første dag, hvor Observatoriet og deres øl Blume var på dagsordenen. Derefter var der smagninger med Alefarm, Ølsnedkeren (collab med Åben), Hjort Beer, Åben, Humleland, Hoppe.Beer, Bad Seed Brewing, Flying Couch Brewing, Ølluminati (hvor jeg igen selv var med), Brew 42 og sidst Caleidoskope Brewing Company.

Et billede fra den yderst festlige livesending fra Ølluminati i Viborg. Til venstre er det Niels fra Craftbeerpusher, i midten er der Theis aka Fadølsbaronen fra Ølluminati og til højre er det mig selv.

Alle øllene holdt et højt niveau og det løftede bestemt oplevelsen at det var muligt at stille spørgsmål til bryggeren/bryggeriet undervejs i smagningen. Vil du gerne læse om de forskellige øl, vil jeg opfordre dig til at kigge på mine opslag på Instagram eller Facebook, hvor de er beskrevet mere detaljeret.

De relativt korte smagninger på ca. 30 minutter var ualmindeligt velvalgt og gjorde det overskueligt at være med. Skulle man misse en enkelt af livesendingerne var der jo også den indbyggede fordel at smagningsvideoerne efterfølgende kan ses på Craftbeerpushers Facebookside. At videodelen var lækkert produceret af Niels’ kone Nana, gjorde det bestemt heller ikke ringere.

Skulle jeg komme med et enkelt punkt til ændringer i fremtiden, skulle det nok være at komme lidt ned i antal øl, da tolv dage i træk måske kan blive en smule overvældende og trække lidt hårdt på kontoen med ægtefællekredit.

Kommer der en dag en runde mere efter samme model er jeg helt sikkert til at overbevise om at deltage igen. Det sociale element ved øldrikning bliver tilgodeset og det er rart at høre bryggerens tanker om øllet samtidig med at der bliver svaret på gode spørgsmål fra deltagerne.

De 12 øl i kassen til Smag Dansk Craft

En anbefaling af godt øl til de lyse og lune sommeraftener

For ikke så længe siden åbnede den nye danske webshop craftbeerpusher.com, som handler med forskellige udenlandske og danske øl. I sortimentet er blandt andet Mad Scientist, De Moersleutel og danske Alefarm. Fokus er på øl af god kvalitet og gerne noget der udfordrer køberen en smule. 

Jeg har på det sidste smagt på en del øl fra sortimentet og vil gerne komme med en anbefaling, som craftbeerpusher har været så venlige at samle i et bundle med en fornuftig rabat. Der er tale om seks forskellige syrlige og sorte øl, som kan købes samlet for 499 kr, selvom de har en normalpris på tilsammen 554 kr. Find dem her: https://craftbeerpusher.com/vare/a-word-on-beers-anbefaling-maj-2020/

De seks øl jeg gerne vil anbefale dig at købe er:

Funk Soul Brother 2019 Merlot Finish – MadX

Brett Double IPA – 8,4%

Duften af øllet er et nærmest fortryllende mix af appelsin, citron, mandarin, et yderst behageligt indspark fra Merlot fadet og en dejlig mængde funk fra Brett-fermenteringen.

Smagen er en blød og behagelig oplevelse af syre og frugter som druer, citron og søde appelsiner – Det hele rundes af med en tilpas mængde fad og en velbalanceret funky Brett-note.

En virkelig veleksekveret funky double IPA, hvor bitterheden aldrig bliver for voldsom. MadX/Mad Scientist er helt sikkert et bryggeri det er værd at holde et vågent øje med.

Hvornår skal du drikke denne øl: Mit bud er at den passer godt som nydelse på en varm sommereftermiddag eller -aften i gode ølvenners lag.

Casamentos & Baptizados – Dois Corvos og Burial Beer Co.   

Imperial stout – 10%

Aromaen er en kage værdig med sødme, vanilje og en anelse kanel – altsammen bakket op af en let chokoladeagtig maltfornemmelse.

Smagen er et fløjlsblødt og sødmefuldt mix af kage, kanel, en flygtig chokoladenote og et lille hint af nødder.

En behagelig pastry stout, hvor kagefornemmelsen eller sødmen aldrig er i fare for at blive for meget.

Hvornår skal du drikke denne øl: Når det er blevet mørkt på den varme sommeraften og du har tændt bålet eller bare når du trænger til en sort øl på en varm sommerdag.

Plum & Funk – MadX

Foeder Aged American Farmhouse ale med blommer – 6%

Funk og blommer i næsen – lidt som en syrlig saftevand, men på en yderst behagelig måde.

Foederlagringen giver fuld smæk for skillingen! Det her er en ualmindeligt dejlig syrlig drik! Blommer og funky Brettanomyces blander sig med syren og skaber en af de store smagsoplevelser. En varm sommerdag i solen og en hang til det syrlige øl, så er det her helt klart en øl der er en oplevelse værd.

Hvornår skal du drikke denne øl: Når du har lyst til at bade din mund i frugt og syrlighed og har brug for at slukke tørsten. Det er efter min mening en meget læskende øl.

Ven – Nevel

Wild black ale aged on bourbon barrels – 5,4%

Duften er let frugt, lidt karamel og noget bourbon. Aromaen er måske nok relativt beskeden i forhold til at det er en wild black ale lagret på bourbon fade.

Solbær og syre præger smagen, men bakkes op af lette indslag af lakrids, kakao og karamel. Bourbonfadet giver en spændende kontrast til det bær- og frugtprægede uden at det på nogen måde overtager.

En lækker øl der overrasker positivt efter at hjernen har forstået at det ikke skal være en tyk, tung sort øl, men en syrlig og frugtig sort øl.

Hvornår skal du drikke denne øl: Når du vil overraskes af frugtige og syrlige ølfornemmelser og har lyst til at opleve hvad bourbonfadlagring også kan bruges til. Nyd den ved bålet eller under parasollens skygge – den kan begge dele.

Murder By Chocolate – Dois Corvos

Imperial stout med kakao lagret på bourbonfade – 11,2%

Let alkohol og en god del kokos i næsen – sikkert fra bourbonfadet – men også lidt mørk chokolade. 

En dejlig chokoladekagefornemmelse med bourbon og måske en svag note af salt eller soya. Der er ret mange lag i smagen i den her øl. Over tid kommer der også en fornemmelse af en tung og velsmagende chokolademousse. 

En behagelig imperial stout med en velbalanceret tilsætning af kakao og en velgjort fadlagring. En adjunct-stout, som aldrig bliver tung eller sød. Simpelthen bare en lækker øl.

Hvornår skal du drikke denne øl: Når du er klar til dessert eller igen når bålet er tændt og den lyse sommernat faldet på. Jeg kunne denne øl på alle tider af året og på alle tider af døgnet. Det er flydende kage på den dejlige måde.

Meander (batch #2) – Nevel

Sour med rabarber og solbærblade – 6,2%

En duft funk, syre, rabarber og en vinøs note af solbær, som slutter på noget der minder om fad. 

Smagen er dejligt syrlig (der er jo rabarber i…) uden at det dog er for meget. Det er faktisk bare behageligt sammen med den funky Brettanomyces. Den vinøse fornemmelse fra solbærbladene er også tilstede i smagen. Det hele slutter på en dejlig frugtig og funky fadnote!

Helt klart en anbefalelsesværdig øl!

Hvornår skal du drikke denne øl: Er du til rabarberens syre og vinøsiteten fra solbær med en god funky fadlagring oveni, så er dette øllen til enhver lejlighed. Jeg tror faktisk godt at det her kunne gå hen og blive min sommerøl i år!

Hvordan køber jeg de seks øl?

Har denne lille gennemgang af øllene vakt din interesse, kan de som sagt købes samlet for 499 kr, selvom de har en normalpris på tilsammen 554 kr. Tilbuddet gælder hos Craftbeerpusher.com i maj måned med den gode rabat.

Følg dette link for at finde pakken og få rabatten: https://craftbeerpusher.com/vare/a-word-on-beers-anbefaling-maj-2020/

Køber du øllene, så lad mig endelig høre hvad du synes om dem!